Jeg kan tydeligt huske stresset, jeg havde den dag.
Min alarm havde ikke ringet, så jeg vågnede for sent.
Det resulterede selvfølgelig i, at jeg løb rundt igennem lejligheden hele morgenen, og prøvede at få fat på alle mine ting.
Jeg var klar på 25 minutter, men jeg hverken nået at spise morgenmad, tage et bad eller bare og sidde ned i et sekund eller to.
Det hele gik bare hen til panikknappen.
Jeg gik ud af døren, og gik mod min bil, som stod så fint parkeret ved den gule kantsten.
Så som sagt før var det en super stressende morgen, og oven i det kunne jeg nu se et rigtig sødt stykke papir, som man også kunne kalde en bøde.
I det jeg rækker min hånd efter bøden, hører jeg en lyd af noget der ramme hinanden. Det lød lidt som en klap lyd.
Uden at tænke mere over det, tager jeg bøden, åbner bildøren og prøver at sætte mig ind i det, at jeg hører et knæk. Denne gang lød det meget tydeligt, som en hæl der rammer en telefon.
Og det var det.
Det vidste sig at klaplyden før enlig var min telefon der ramte asfalten, og nu har jeg også selv trådt på telefonen.
Skærmen var tydeligt ødelagt, og jeg havde ingen mulighed for at ringe og sige jeg kom for sent.
Så jeg kørte bare med målet at få min telefon fikset.
Jeg kørte rundt i noget tid i Hillerød før jeg så Fixphone.
Jeg som godt, som sprang ud af bilen og ind i butikken.
Jeg gav telefonen hurtigt, og bad til den blev fikset.
Jeg behøvede ikke rigtigt sige noget, det var meget, meget tydeligt at skærmen i hvert fald var et problemet.